Placeholder

Tydeligt at man gør en forskel

PEOPLE OF GAME | Mød Simone Deisting Skejø, Praktikant i GAME
_________________________________________________________________________

Hvordan blev du opmærksom på GAME?
Jeg ledte efter en praktik som en del af mit studie på statskundskab. Jeg så GAME’s opslag og tænkte – det skal jeg helt sikkert! Jeg var ude at rejse på det tidspunkt, så jeg sad i Bolivia og skrev ansøgningen på en virkelig dårlig internetcafé. Men jeg ville bare så gerne have det, så jeg måtte bare søge den på trods af problemer med computeradgang og internet.

Hvad var dit første indtryk af GAME?
Jeg tænkte, at det var et rigtig fedt sted. Der er altid fyldt med masser af børn og unge, der dyrker gadeidræt og det giver en fed energi. Kontoret er faktisk placeret midt i gadeidrætshuset på Enghavevej, så du er lige midt i det hele og kan følge med i, hvordan det, du arrangerer forløber. Både brugere af huset, frivillige, trænere og folk på kontoret er unge og energiske, så der er altid gang i den og god stemning.

Hvad er dine primære ansvarsområder i GAME?
Jeg har mange forskelligartede opgaver. Jeg er for eksempel frivilligkoordinator for husets frivillige Playmakere og hjælper dem med alt i forhold til planlægning af events, promotion for GAME, og en masse andet. Jeg er også med på et socialt projekt, der hedder ”Støtte på Asfalten”, hvor børn og unge med psykiske udfordringer laver parkour i et år for at øge deres aktivitetsniveau og livsglæde. I den forbindelse har jeg blandt andet været med til at udforme spørgeskemaer, interviewguides og afholde interviews. Jeg er også med til at idéudvikle og drive projektet. Derudover har jeg også en spændende opgave i at øge samarbejdet mellem GAME Streetmekka København og de københavnske folkeskoler. Det er fedt at arbejde sammen med lærerne om at udvikle og planlægge forløb og gadedage, hvor eleverne kan få en anderledes idrætsoplevelse i skoletiden.

Hvad er det bedste ved at arbejde i GAME?
Det er, at man tydeligt kan se, at man gør en forskel. Du skal bare kigge ned på asfalten eller gå ned og joine og mærke stemningen. For eksempel arrangerer jeg ofte forløb og gadedage for folkeskoler, og når der så kommer en lærer og fortæller, hvordan nogle af børnene lyser fuldstændig op og får ny selvtillid efter sådan en dag, som man har arrangeret, så bliver man bare så glad! Det er også vildt fedt, at få så meget ansvar og forskelligartede opgaver. Hver dag er anderledes end dagen før, og når det man så laver lykkedes, så er det den bedste følelse.

En anden ting, der er virkelig fedt ved arbejdet i GAME, er al den kontakt, jeg som frivilligkoordinator har, med vores frivillige Playmakere. Det er vildt spændende at få indblik i og lære, hvordan man understøtter deres motivation og arbejde bedst muligt. Det er klart nogle erfaringer, jeg kan tage med mig. Og så er det bare inspirerende at arbejde med sådan nogle ildsjæle, og helt fantastiske personer, som Playmakerne i GAME er.