Placeholder

Street Hubs

Det første Street Hub etableres i øjeblikket i Ringe i samarbejde med Faaborg Midtfyn Kommune og tegnestuen Studio Kondens og bliver det første af i alt syv af sin slags.

Målet med de nye Street Hubs er, at gadeidræt og gadekultur skal være tilgængelig for alle. Her kan folk mødes og engagere sig i forskellige aktiviteter, hvilket vil styrke fællesskaberne omkring gadeidrætten og kulturen. Involvering af lokalsamfundet er en grundlæggende del af byggeprocessen og den efterfølgende aktivitet, hvor brugerne bliver inviteret til at deltage i flere inddragende workshops både før og efter åbningen af det nye Street Hub.

De syv centrale principper for Street Hubs er:

– Tilgængelighed for alle uden krav om medlemskab
– Multifunktionel med synergi mellem idrætsfaciliteter og sociale zoner
– Balance mellem æstetisk råhed og robust funktionalitet
– Hensyn til vind og vejr, f.eks. med overdækkede/afskærmende elementer
– Lokalt organiseret omkring ugentlig aktivering og facilitering af aktiviteter
– Bæredygtighed med ejerskab fra lokale børn/unge, kommuner, foreninger og aktører/initiativer
– Det skal være muligt at dyrke andre elementer af gadekulturen, såsom streetart og musik.

Det første Street Hub i Ringe vil være placeret ved siden af Idrætscenter Midtfyn – dels i den lille skov, dels på græsplænen ved fodboldbanerne.

MEREGADE og de nye Street Hubs er støttet af Nordea-fonden.

’Ear To The Asphalt’-modellen

Udviklingen af det nye Street Hub tager udgangspunkt i en stærk fællesskabsorienteret tilgang, hvor lokale børn, unge og gadeidrætsmiljøer spiller en central rolle i idégenerering, udvikling og aktivering af faciliteterne. Inddragelsen skal sikre, at de nye Street Hubs imødekommer de lokales behov på bedst mulige vis.

For at sikre den lokale brugerinddragelse anvender GAME og MEREGADE en designmodel, der starter med en ’Ear To The Asphalt’-proces. Det er en af grundstenene i arbejdet med at skabe social forandring.

Modellen er udviklet med udgangspunkt i en række designprincipper, der har til formål at favne og forstå brugernes behov, så resultatet rent faktisk kommer til at gøre en forskel.

Gennem ’Ear To The Asphalt’-processen udfører GAME grundig research og indsamler kvalitativt og kvantitativt data, herunder gennemlæsning af artikler og dokumenter, debatter på sociale medier, interviews med lokalbefolkningen, observationer, ‘byvandringer’ med lokale unge og workshops på skoler.

Udvikles i tæt samarbejde med arkitekter

Studio Kondens (med partnere) samt Arki_Lab og ReVærk (med partnere) skal i samarbejde med GAME og udvalgte kommuner etablere de nye Street Hubs.

Da inddragelse af unge er integreret i alle projektets faser, har GAME udskrevet en arkitektkonkurrence, hvor kravene ikke var færdige ideer og modeller, men derimod bud på innovativ inddragelse. Efter en prækvalificering afgav en række arkitektvirksomheder tilbud på opgaven med inddragelse, skalérbarhed og bæredygtighed som de vigtigste krav.

Bedømmelseskomiteen, bestående af to kommuner, GAME, en fagdommer, ungerepræsentanter, frivillige og gadeidrætseksperter stod for udvælgelsen.

Kontakt

Ønsker du yderligere information om det nye Street Hub i Ringe, kan du læse mere her.

Hvis du ønsker at følge med i udviklingen af de næste Street Hubs kan du følge med i opdateringer fra MEREGADE her eller på GAME’s Facebook. 

Har du spørgsmål eller andet kan du også kontakte Rasmus Ziegler Hansen, Manager (MEREGADE), på mail: raha@game.ngo