Placeholder

4/5-2021Gadeidræt er en øvebane i demokratiske værdier – GADEIDRÆTTEN ANNO 2021 # 6

Part 6 in a series of articles on the evaluation of the Danish Platform for Street Sports (DK). On how street sports is empowering democratic values. 

Gadeidræt er med til at skabe grundlæggende værdier som medbestemmelse og medborgerskab og er dermed en værdifuld øvebane i demokratiske værdier. Det viser en evaluering af Den Nationale Platform for Gadeidræt, der støtter gadens initiativer og ildsjæle.


Denne artikel er den sjette af otte artikler i serien ’Gadeidrætten Anno 2021’. Serien er baseret på evalueringen af Den Nationale Platform for Gadeidræt i perioden 2018-2020, som er udarbejdet af Active Research. Evalueringen baserer sig på tre datakilder: 1) systematisk analyse af selv-evalueringer, 2) spørgeskemaundersøgelse om samarbejdstendenser og 3) data om forankringsindsatsen i Den Nationale Platform for Gadeidræt.


SØM OG SKRUER
I en evaluering af Den Nationale Platform For Gadeidræt (GADEIDRÆT), beskriver Maja Pilgaard fra Active Research, hvordan gadeidrætten på mange måder er en øvebane for demokratiske værdier. Særligt de mange byggeprojekter bidrager positivt til denne tendens: ”… her ser ud til at eksistere en særlig ’gadeidrætslig’ metode til at arbejde inkluderende og samskabende med de unge udøvere,” forklarer Maja Pilgaard.
Mellem 2018 til 2020 har 482 projekter fået bevilliget penge fra GADEIDRÆT, hvoraf 25% af ansøgningerne har ligget hos puljen ’Søm og Skruer’. Ansøgningerne dækker over projekter omkring både opbygning, udvidelse og vedligehold af gadeidrætsfaciliteter.

LOKALT EJERSKAB
Når projekterne skal igangsættes, afholder aktørerne ofte byggeworkshops, der ud over det rent praktiske også tjener et andet formål – at inddrage brugerne. På den måde opstår en tæt relation til lokalsamfundet, og de idrætsaktive får mulighed for at få skabt et lokalt ejerskab over faciliteterne. Da langt fra alle aktører står med en håndværkeruddannelse i baggagen, er workshopsne ofte karakteriseret ved en høj grad af gør-det-selv, eller byg-og-hyg som aktørerne kalder det. Og udfordringer kan der være nok af, når man gør-det-selv. Derfor ses der ofte samarbejder på tværs, hvor både formelle og uformelle aktører finder løsninger i fællesskab.

SKATERNE FRA AALBORG
For Peter Nielsen, der er skater i Aalborg, gjorde støttekronerne til et byggeprojekt en kæmpe forskel. Skatescenen i Aalborg haltede, og der var ingen opbakning at hente fra politisk side til nye faciliteter. Men gennem en ansøgning til GADEIDRÆT fik Peter bevilliget midler til nyt værktøj, beton og hvad der ellers var brug for til at bygge de nye faciliteter. Peter og de andre lokale skatere fik med knofedt og viljestyrke egenhændigt bygget en skatepark i Karolinelund, der har høstet meget anerkendelse og ros fra lokalmiljøet. Byggeprocessen var derfor også med til at styrke deres selvtillid og tro på, at det at være skater, var en helt legitim måde at være samfundsborger på.

DEMOKRATI OG GADEIDRÆT
Byggeprojekterne har dermed mange kvaliteter. Her kan alle bidrage og være værdifulde i kraft af de kompetencer, de hver især har. Og når alle får en rolle at spille i projekterne, bidrager det til at skabe en følelse af medbestemmelse og ejerskab hos deltagerne. Aktørerne italesætter da også selv ønsket om at bidrage til en aktiv involvering og udvikling af demokratiske værdier på tværs af organiseringsformer og aktørtyper:

”Her kommer demokratisk opdragelse på spil som et ekstra lag, der løfter projektet op over ’det fælles tredje’, som handler om at skabe faciliteter,” forklarer Maja Pilgaard.

Dermed bliver gadeidrætten til andet og mere end idræt. Den bliver en øvebane for medborgerskab.

Om Den Nationale Platform for Gadeidræt
Den Nationale Platform for Gadeidræt er et projekt under GAME, der med støtte fra Nordea-fonden, siden 2015 har udviklet og udbredt gadeidrætten i Danmark gennem micro-granting, vidensdeling og rådgivning. Siden 2015 har Den Nationale Platform for Gadeidræt givet økonomisk støtte til 858 projekter for samlet 20,5 mio. kr. samt rådgivet 180 kommuner, gadeidrætsaktører og foreninger.

Nyhed: Evaluering viser gadeidrættens potentiale og succes
Læs 1. artikel i serien: Gadeidrætten er svær at sætte i bås
Læs 2. artikel i serien: Gadeidrættens særlige evne til at få sårbare målgrupper med
Læs 3. artikel i serien: Gadeidrætten vil gøre-det-selv
Læs 4. artikel i serien: Gadeidrætten har vokseværk
Læs 5. artikel i serien: Et gadeidrætsmiljø i forandring
Læs 7. artikel i serien: Flere piger med i gadeidræt
Læs 8. artikel i serien: Samarbejde viser seriøsitet og potentiale i gadeidrætten
Download: Evaluering af Den Nationale Platform for Gadeidræt
Se eller gense webinar og paneldebat om ’Gadeidrættens fremtid