Placeholder

21/12-2021
GAME øger idrætsdeltagelse blandt børn og unge med psykosociale udfordringer

GAME’s projekt ’Fællesskab på Asfalten’ for børn og unge med psykosociale udfordringer viser gode resultater. De sidste tre år har projektet, med støtte fra VELUX FONDEN og Sundhedsstyrelsen, kørt i fire danske byer og med deltagelse fra næsten 300 børn og unge mellem 8-15 år. En ny evaluering fra VIVE viser, at projektet har rykket på målgruppens idrætsdeltagelse – samtidig med at indsatsen er en god samfundsinvestering.

For nogle børn og unge kræver det noget ekstra at få en god oplevelse med idræt. Lav fysisk og psykisk sundhed spænder ben for idrætsdeltagelse og den trivsel, der følger med ved at være en del af et aktivt fællesskab. Projekt ’Fællesskab på Asfalten’ er et skræddersyet parkourforløb for børn og unge mellem 8-15 år, som har til formål at styrke sociale kompetencer og fysisk form hos børn og unge med psykosociale udfordringer.

”Det bedste ved at gå til parkour i GAME har helt klart været fællesskabet og så sidde sammen i den der cirkel og så få at vide, at i dag skal vi lave det her og nogle nye lege. Man kan have det sjovt i fællesskab og træne og så også gå til noget i sin fritid,” siger en af projektets deltagere.

En evaluering foretaget af VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, viser, at projektet i høj grad rykker på de fysiologiske parametre. Op mod 60% af deltagerne oplever således at være mere aktive, have større motivation for idrætsdeltagelse samt i højere grad at være tilknyttet idrætsforeninger efter endt forløb.

Får venner igennem parkour
Også på de sociale kompetencer og fællesskabsfølelsen har deltagerne rykket sig, hvis man ser bort fra projektets pause under COVID-19. Før nedlukningen viser tallene nemlig øgede sociale styrker og fald i hyperaktivitet, samt at hele 78% af deltagerne beretter, at de føler sig som en del af et større fællesskab.

“Parkour er sådan noget, som man har brug for, fordi nu har jeg fået mange venner – nogle helt nye venner fra parkour. Det, synes jeg, har været vold-fedt,” siger en af deltagerne.

Deltagelsen under COVID-19 viser derimod ikke den samme positive fremgang i sociale styrker. Her svarer 53%, af de føler sig som en del af et større fællesskab.

Samfundsøkonomisk gevinst
Foruden evalueringen, så har VIVE foretaget en beregning, som viser, at der er samfundsøkonomiske gevinster ved projektet.

”Når omkostningerne ved forløbet fratrækkes de samlede konsekvenser over en 8-årig periode opnås et nettoresultat på cirka 870.000 kr., der fordeler sig på 5.450 kr. pr. deltager. Nettoresultatet skal forstås som de samlede budgetøkonomiske besparelser, der opnås af det offentlige ved den angivne succesrate for at mindske behovet for kontakt med psykiatrien,” lyder det i evalueringen fra VIVE.

Gevinsterne opnås altså primært i de første fire år efter indsatsen, som det ses i grafen herunder, og skyldes primært en reduktion af omkostninger til sociale foranstaltninger og sundhedsydelser.

.

Figur: Resultat pr. år, nutidsværdi i 2020, kr, summeret. Kilde: VIVEs beregning af SØM

Mere fællesskab mindre konkurrence
Og så er det ikke helt tilfældigt, at det netop er parkour, som det 32 ugers forløb er bygget op omkring. Her er der mulighed for at pille konkurrenceelementet ud, og i stedet give alle mulighed for succesoplevelser med idræt.

”Parkour er et enormt fedt redskab at bruge i dette projekt, da det er skalerbart og dermed kan tilpasses den enkeltes niveau. Det handler derfor ikke om at være bedst, om at kunne specielle ting for at være med eller om at konkurrere med andre. Det betyder, at de her børn, som har haft dårlige oplevelser med idræt, pludselig får en god oplevelse og muligheden for at høre til i et fællesskab,” siger Marie Falck-Rasmussen, projektleder i GAME.

Parkourinstruktørerne er uddannede til at lave træninger for målgruppen, hvor fire socialpædagogiske principper går igen for alle træningerne:

• Ud med konkurrence og ind med succesoplevelser for alle

• Fokus på struktur og genkendelighed

• Støtte og motivation

• Mere end bare fysisk aktivitet

Fællesskab på Asfalten er støttet af VELUX FONDEN og Sundhedsstyrelsen samt med bidrag fra de implementerende kommuner; Esbjerg, København, Viborg og Aalborg. Evalueringen, som er foretaget af VIVE, er støttet af VELUX FONDEN.

Projektet fortsætter med støtte fra Sundhedsstyrelsen og TrygFonden i 2021-2023 under navnet ’Med på Asfalten’, og der samarbejdes med specialskoler og klasser i Esbjerg, København, Viborg og Aalborg. Fra august 2022 starter projektet op i Silkeborg.

Evalueringen kan findes på VIVEs hjemmeside