Placeholder

22/5-2023Ungeinddragelse og bæredygtighed baner vej for vindere i arkitektkonkurrence om nye gadeidrætsfaciliteter 

Tårnhøje ambitioner for unge-inddragelse og særlig forståelse for genbrug og bæredygtighed fik to rådgiverteams videre fra prækvalifikation til vindere af konkurrencen om at udvikle og tegne nye koncepter for gadeidrætsfaciliteter i syv kommuner i Danmark. Målet er at skabe flere inkluderende gadeidrætsfællesskaber for børn og unge over hele landet.

De to vindende rådgiverteams, Studio Kondens m. partnere samt Arki_Lab og ReVærk med partnere, skal i samarbejde med GAME og udvalgte kommuner etablere syv udendørs gadeidrætsfaciliteter, som lokale børn og unge skal indtage som mødested.

Udvikling og aktivering af de nye gadeidrætsfaciliteter i GAME er støttet af Nordea-fonden og løber over fem år. Formålet er at understøtte og udbrede gadeidrætten i Danmark samt udvikle fremtidens mødestedet for unge og gadeidrættens fællesskaber. De nye faciliteter kaldes Street Hubs og trækker på gadeidrættens skabertrang og GAME’s erfaringer med at inddrage børn og unge. Første kommune, der starter udviklingen af et Street Hub, er Faaborg-Midtfyn sammen med rådgiverteamet Kondens m. partnere:

– I Faaborg-Midtfyn glæder vi os til at komme i gang med projektet sammen med børn og unge. Vi har nu fået nogle rådgivere, som virkelig kan inddrage børn og unge, og få dem med til at skabe spændende rammer og fællesskaber omkring gadeidræt i Ringe. Jeg glæder mig over at vi kan give vores børn og unge sådanne muligheder på Midtfyn, siger Anne Møllegaard Mortensen, formand Kultur- og Lokalsamfundsudvalget i Faaborg-Midtfyn Kommune.

Inddragelse en del af krav til arkitekter 
Inddragelse af unge er bygget ind i alle projektets faser og derfor har GAME udbudt en arkitektkonkurrence, hvor kravene ikke er færdige ideer og modeller, men derimod bud på innovativ inddragelse. Efter en prækvalificering gav en række arkitektvirksomheder bud på opgaven med inddragelse, skalerbarhed og bæredygtighed som de vigtigste krav. Bedømmelseskomiteen, bestående af to kommuner, GAME, en fagdommer, ungerepræsentanter, frivillige og gadeidrætseksperter, har nu valgt Studio Kondens samt Arki_Lab og ReVærk.

Vi har valgt to rådgivere, der har demonstreret en enestående evne til at kombinere gadekultur og bæredygtighed på innovative måder. Ved at inddrage unge, lokale gadeidrætsmiljøer og foreninger i designprocessen og skabe rum, der afspejler deres behov og ønsker, vil vi kunne skabe varige fællesskaber og både social, økonomiske og klimatisk bæredygtighed, siger Rasmus Ziegler Hansen, der er leder af GAME’s program MEREGADE.

De to første Street Hubs skal være i hhv. Ringe i Faaborg-Midtfyn Kommune samt Københavns Kommune.
Se mere om opstarten på projektet i Ringe med inddragelse af lokale unge her.

Om vinderprojekterne 
Studio Kondens har netop afsluttet et projekt i Aarhus, hvor de sammen med en gruppe unge har udarbejdet Aarhus Volume ved Godsbanerne, som fungerer som et kulturhus med særligt fokus på unge, kultur og musik. De vandt sammen med gadeidrætsudøvere og ungeeksperter bl.a på spændende ideer om, hvordan vi får flere ind i gadeidrætsfællesskabet og hvordan man kan indtænke overdække. Læs mere om Kondens her.

Arki_lab og ReVærk er to virksomheder, som i denne opgave er gået sammen. De vandt bl.a. på et stærkt bud på, hvordan de vil arbejde med Street Hubs, hvor Arki_labs store erfaringer med inddragelsesprocesser og ReVærks markante fokus på bæredygtighed tilsammen danner et solidt fundament for inkluderende og bæredygtige koncepter.
Læs mere Arki_lab og ReVærk.

Se mere om GAME’s program MEREGADE her.